|
> Borum Borgerforening
> Bliv medlem af borgerforeningen!!!!!
Gavner det mig?
Ja! for:
Borum Borgerforening står for et utal af populære kulturelle arrangementer i løbet af et år, som forskellige udvalg under borgerforeningen tager sig af.
Derudover er der noget helt centralt, som borgerforeningens bestyrelse altid arbejder med:
Vi arbejder året rundt med at tilgodese vores lille landsbys ve og vel.
Hvis vi eller andre af byens borgere opdager, at der er ved at ske noget, som der skal kigges kritisk på, fordi det kunne betyde noget negativt eller positivt for byen, tages det op, og vi sørger for at der bliver skrevet høringssvar og arrangeret borgermøder osv. (Vindmøller, Motorvej, Cykelstier, Busruter etc.)
Selvom arbejdet er frivilligt, er der udgifter som skal dækkes.
Så vi håber byens borgere er med på at støtte det gode formål med et medlemskab, og møder op til generalforsamlingen 21/2.
Års-kontingent: 75,- kr. pr. voksen i husstanden.
-Betal til et af de flinke bestyrelsesmedlemmer eller overfør til:
Djurslands Bank Tilst: reg. nr. 7267 konto nr. 1075231 (anfør adresse)
Bemærk at vi har skiftet bankforbindelse
Mvh.
Borum Borgerforening
Borgerforeningen er kommet godt ind i det nye år med en flot nytårskoncert. For 3. år i træk var en flok af de aktive musikere, der er i Borum i fuldt vigør, og så er nytårskoncerten blot et udsnit af de aktive, som Nikolai utrætteligt og uden ophør hvert år samler til koncerten
Vi er allerede begyndt at glæde os til næste års koncert.
Generalforsamling og film
Borum Borgerforenings ordinære generalforsamling er tirsdag den 21. februar kl. 19.30 i Borum Forsamlingshus.
Dagsorden ifølge vedtægterne
Inden generalforsamlingen vil vi gerne vise de film flere grupper børn lavede i efteråret til filmfestivalen.
Vi valgte dengang at aflyse filmfestivalen, da der kun var 3 korte film. Dem + et par stykker mere er der nu mulighed for at se den 21. februar kl. 18.30 inden generalforsamlingen.
> 500 liter æblemost på en søndag
Sikke en produktion vi udrettede den sidste weekend i oktober. Lørdag i Lyngby og søndag i Borum. Alene i Borum, hvor vi havde to parallelle presser i sving på én gang, skønnes det af et troværdigt vidne, at borgerne fremstillede 500 liter most.
Tænk sig, at alle de nedfaldsæbler, som her blev gjort til flydende sundhed, ellers var dømt til at rådne op rundt om på græsplænerne.
Pressekommissionen – dette nyoprettede arbejdsudvalg på tværs af sognegrænsen – har mange at takke. Nu er det bare det, at de andre er så beskedne og tilbageholdende. Så jeg iler med at skrive følgende, inden nogen bremser mig:
• Tak til Line og Chris i Købmandsgården for hjælp med vand og el ud til gerningsstedet for den store æblemassakre i Borum.
• Tak til medmoster Niels i Borum for egenhændigt at have fremstillet en effektiv, elegant og prisbillig frugtpresse – endda til tiden, så vi var klar i september.
• Tak til smedemoster Leif i Lyngby for med vanlig teknisk snilde at have skåret og svejset en potent stålditto sammen i sit værksted.
• Og ikke mindst tak til chefmoster Arne i Lyngby for mange timers arbejde i nævnte værksted – og for i det hele taget at have sat os alle sammen i gang.
Bedste hilsner
Peter Poulsen
Pressemedarbejder

Æble - Pressekommissionen
Niels Damsgaard-Sørensen Peter Poulsen
Moster Moster
Borum Landevej 16 Langelinie 69
Film og generalforsamling:
Sæt kryds i kalenderen ved tirsdag den 21. februar.
Her vises de 3 film, der var optaget til den 2. filmfestival. Filmene vises kl. 18.30, det varer ca. et kvarter, derefter er der generalforsamling.
Filmklub:
Der er plads til flere børn i filmklubben, klubben er naturligvis også et tilbud til børn i Lyngby og Yderup.
Der er stadig 4 film tilbage: 4. december, 8. januar, 5. februar og 4. marts, alle dage kl. 15 i forsamlingshuset.
Børnegymnastik:
Børnegymnastikken for de 3-4 årige har også plads til flere. Vi "gymnastikker" hver torsdag kl. 16.15 – 17 i forsamlingshuset. Der er lidt "elastik" i alderen og oftest deltager forældrene i aktiviteterne. Gymnastikken fortsætter frem til slutningen af marts.
Varm dig på KyndelmisseAften
På årets koldeste dag den 1. februar rykker vi igen sammen i forsamlingshuset om ild, glohed suppe, punch og gode fortællinger krydret med strengeleg. Gode lokale folk vil fortælle historier fra nær og fjern, på både sand og løgnfældig vis. Arrangementet starter kl. 19.30.
Glædelig jul:
Borgerforeningen ønsker alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår med tak til alle aktive i alle vores udvalg, der sørger for at vi kan tilbyde et bredt udsnit af aktiviteter og tak til alle jer, der deltager ved arrangementerne.
Det er en fornøjelse at være en del af et aktivt foreningsliv med så mange engagerede og positive deltagere.
Filmklubben genopstår!
Fem søndage hen over efteråret og vinteren vil der igen være hyggelige familie film i biografen i forsamlingshuset!
Datoerne er fastlagt til:
Søndag den 6. november
Søndag den 4. december
Søndag den 8. januar
Søndag den 5. februar
Søndag den 4. marts
Som vanligt køber man kort til alle sæsonens film. Prisen for disse fantastiske film bliver 75 kroner.
Der vil naturligvis være mulighed for at købe en sodavand og lidt popcorn til at hygge sig med under filmen.
Sæsonens spændende filmtitler offentliggøres i næste nummer af sognebladet.
Vi ses, Nikolai og Morten
Ny kasserer
Borgerforeningen fik på generalforsamlingen i februar mandat til at finde det ekstra bestyrelsesmedlem, der manglede.
Dette skete i maj, hvor Jeppe Ramskov Jeppesen, Langelinie 75 indvilgede i at deltage i bestyrelsesarbejdet.
Efter sommerferien er kassererposten blevet besat. Morten Larsen Borumtoften er fremover borgerforeningens nye kasserer.
I den forbindelse tak til Jan Lyngholm, der i mange år har "siddet" på kassen.
Jan fortsætter i øvrigt med at arbejde for borgerforeningen i sommerfestudvalget.
En sommer med meget vand men også mange varme dage og aftner går på hæld. Der høstes og køres i hus mellem bygerne.
Det betyder også at der igen bliver tid til aktiviteter sammen med andre.
I Borgerforeningen kommer en ny aktivitet, nemlig mulighed for at udnytte alle de overskydende æbler, der er i haven – dette er omtalt nærmere andetsteds.
Koret:
Begynder den nye sæson torsdag 1. september kl. 19.30 i forsamlingshuset.
Børnegymnastik:
for børn i 3-4 årsalderen er der hver torsdag gymnastik i forsamlingshuset. Det begynder 15. september og slutter 29. marts 2012. Det koster 400,- at deltage. Yderligere oplysninger fås hos Lone Hansen, Stillingvej 212, tlf. 86 94 83 61 eller lone.hansen@feldheden.dk
Besøg:
Borgerforeningen arbejder på at arrangere et besøg på Hedeselskabet i Viborg. Det vil sandsynligvis blive i slutningen af oktober eller i november. Der vil komme dato og nærmere oplysninger i næste nummer af sognebladet.
»
I løbet af året er der i borgerforeningens regi rigtig mange arrangementer og ved at kigge i sognebladet og på hjemmesiden borum-by.dk er der mulighed for altid at vide, hvad der foregår og hvornår. Her er der også links til andre lokale foreninger mv.
Har man lyst til at bidrage med indlæg er der mulighed for det, sognebladet har deadline den 20. i alle måneder undtagen juni.
Indlæg afleveres som wordfil eller PDF med skriftstørrelse 18 til vh@gefiber.dk.
Indlæg redigeres ikke, men bringes som det er afleveret.
> Nye udvalg
I årets løb kom der 2 nye udvalg, nemlig vedrørende vindmøller, der blev nedsat på sidste års generalforsamling og vedrørende kommende forlægning af Viborgvej der udmøntede sig i et forslag om motorvej over Eshøj.
Vindmølleudvalget holdt et orienterende møde 26.08, og som altid, når der er noget, der vedrører Borum var det et velbesøgt møde, udvalget beretter nærmere om mødet.
Samme aften blev der efterspurgt interesserede til et motorvejsudvalg, ligeså i sognebladet. Der meldte sig i første omgang 5 interesserede, senere kom der så 2 mere. Der var repræsentation fra udvalget til alle 3 møder vejdirektoratet afholdt, i Hammel 9. november, Viborg 10. november og i Sabro 11. november. Endelig var der et velbesøgt møde om udformning af indsigelse her i fors. 23.11. Udvalget beretter nærmere om dette.
Der har yderligere været forespørgsel på at lave et evt. flere LAN arrangementer for helt unge, noget vi i bestyrelsen fandt kunne være et spændende initiativ for de lidt større børn eller rettere helt unge teenagere. Det er dog ikke blevet til noget endnu, men mon ikke det kommer.
2010 blev også året, hvor borgerforeningens nytårskoncert første gang så dagens lys, en meget flot oplevelse som kan lade sig gøre fordi, der er så mange musikudøvere i Borum, der heldigvis gerne vil deres musik med os alle.
> Trafik
Vi har haft henvendelse til Trafik og Veje vedrørende Borumvej, hvor der er problemer med vand på kørebanen, når det regner. Det blev sidst påpeget ved fællesrådenes årlige møde med Trafik i veje i oktober (14.10).
I løbet af sommeren var der kommet ny belægning på vejen, men der var ikke gjort ret meget ved problemet. Der er lavet nogle afløbsrender i rabatten, ikke noget der hjælper synderligt. For år tilbage blev der skrællet af hele rabatten med god effekt, dette blev foreslået igen, men er dog ikke sket endnu.
Cykelsti har vi ikke hørt mere om i forhold til at vi får etableret den ønskede cykelsti langs Borumvejs nordlige side.
> Borum/Lyngby/Yderup vejviser februar 2011.
Oplysningerne til denne udgave er samlet af Hanne
Koch Villadsen, Borum og Susanne Hollund, Lyngby.
Dels fra den sidste vejviser fra 2007, dels ved at
banke på jeres døre og vi har bedt jer om at henvende jer, via sogneblad og husstandsomdelte breve.
Siden 2007 er der kommet færre fastnetnumre og
flere mobilnumre og mange har fået e-mail adresser.
Denne vejviser bliver sendt elektronisk til dem der har opgivet deres e-mail adresse og den vil løbende blive revideret, og sendt til jer, det sker 1. gang her i marts måned.
I den trykte udgave der kommer i marts 2012, vil der være et afsnit hvor man kan finde personerne, hvis man kender deres navne, som i vejviseren 2007.
I bedes sende jeres rettelser til:
Susanne Hollund, Glamhøjvej 6, Lyngby –
shollund@gefiberpost.dk
eller til
Hanne Koch Villadsen, Borum Byvej 1, Borum
kochvilladsen@hotmail.dk
> 2011
Endelig kom den, den nye vejviser, de 2 redaktører har en forventning om, at udsende den årligt, da omkostningerne til trykning ikke blev så store som budgetteret, der er helt sikkert mangler, måske også fejl i, så derfor: så snart man opdager noget, der skal rettes så henvend jer med det samme til Hanne Koch Villadsen, Borum Byvej 1 kochvilladsen”hotmail.dk.
Æblepressen sammen med Lyngby som vi omtalte sidste år er ikke glemt, der arbejdes på sagen, der er noget økonomi i projektet som vi håber kan dækkes via borgerforeningen, Lyngby/Yderup Beboerforening og fællesrådet.
De, der har prøvet det i Lyngby, hvor beboerforeningen se sidste 2 år har lejet en presse for en dag hos grøn guide er meget tilfredse og glade for resultatet.
Vi håber LAN-projektet bliver til noget, ligeså det tiltag der var sidste år med at stable ”Grøn Borum” på benene.
Og der er naturligvis altid plads til nye ideer og udvalg i borgerforeningen.
Det kræver at man henvender sig enten til borgerforeningens bestyrelse. Det kan også være et forslag på generalforsamlingen, her er det naturligvis underlagt generalforsamlingens beslutning. Et eksempel herpå er vindmølleudvalget fra sidste år. MEN MAN KAN IKKE SELV NEDSÆTTE SIG SOM ET UDVALG I BORGERFORENINGENS NAVN.
Med det vil jeg slutte beretningen og samtidig takke alle i bestyrelser og udvalg mv. for samarbejdet i 2010, et år med meget godt i Borum, men også et trist år forstået på den måde at vi måtte sige farvel til ikke mindre end 3, Bodil Sørensen, Søren Skifter og Finn Bo Sørensen, 3 der alle på hver sin måde har været meget aktive og bidraget til at livet i Borum er blevet mere interessant og mangfoldigt både i alvor og i fest.
Æret være deres minder.
Vi har besluttet ved fremtidige arrangementer at give mulighed for at give et bidrag til forsamlingshuset. Det handler bl.a. om, at siden forsamlingshuset fik lavet de nye toiletter er der kommet udgifter til papirhåndklæder. Udgifter til lys, vand og renovation er ej heller blevet billigere, så i stedet for at forhøje det faste beløb borgerforeningen betaler prøver vi med dette tiltag.
Tak til udvalg og alle, der i årets løb har bidraget med hjælp, underholdning, kunstudstilling.
Borum Borgerforening
> Hej alle i bestyrelse og udvalg
Skulle der være nogle, der endnu ikke har fået betalt kontingent til borgerforeningen kan det stadig ske, enten ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne eller ved indbetaling til:
Reg. nr. 2331 konto: 5902510917.
> Fernisering – udstilling
En flok glade amatører med hver sin voksne havde i en weekend i oktober haft travlt med pensel og palet under kyndig vejledning fra Vibeke Andreasen.
Resultatet blev fremvist ved ferniseringen søndag eftermiddag med fornem traktering hvor der var saft i champagneglassene til alle.
Nikolai besteg talerstolen (eller var det køkkenstigen), fungerede gjorde den, og bød velkommen og præsenterede kort de forskellige kunstnere og deres værker, som der derefter var god tid til at beundre.
Det næste stykke tid pynter billederne i den lille stue, så når man kommer i forsamlingshuset er der mulighed for at se resultaterne af de kunstneriske udfoldelser.
Tak til både teaterudvalget for den gode ide til aktivitet for børn i efteråret, alle kunstnere store som små
> Nytårskoncert
Vi er så heldige i Borum at mange er aktive med musik på mange forskellige måder. Derfor synes vi i borgerforeningen at det kunne være sjovt at lave vores egen nytårskoncert. Der er endnu ikke fastlagt en dato, men det vil sandsynligvis blive i slutningen af januar evt. begyndelsen af februar, da forsamlings-husets toiletter som bekendt skal renoveres i begyndelsen af det nye år.
Nikolai Bøgelund Borum Møllevej 31 vil koordinere, så alle der vil bidrage med et musikalsk indslag skal henvende sig til
Nikolai, der har tlf. 61 60 19 99 eller mail@allofmusic.dk
> Cirkus
Den sidste søndag i september viste en stor flok aktive cirkusartister i mange aldre et forrygende program til stor fornøjelse for både aktører og de mange tilskuere.
Det var helt tydeligt, at der var arbejdet ihærdigt hele weekenden så der skal lyde en stor tak til både artister og instruktører.
> Filmfestival
Så skete det igen, en fantastisk dag og aften med lokale kræfter foldede sig ud på det nye filmlærred ved teaterudvalgets filmfestival lørdag 21.3.
Det var en forrygende oplevelse om eftermiddagen at se hvad børnene havde fået ud af at være både foran og bag kameraet.
Det samme gjorde sig gældende om aftenen, hvor det var blevet de voksnes tur til at lege og arbejde med film. Både tak til teaterudvalget og aktørerne der har været aktive både foran og bag kameraet. Men ikke mindst tak til Niels Lempert, der har lagt et kæmpe arbejde i at redigere mange, mange timers film til ca. 45 minutters fragmenter fra Borum.
Der skal også lyde en tak til Borumfonden, der gennem tildelinger af økonomiske midler gennem årene har gjort det muligt at indkøbe bl.a. kamera og det nye filmlærred + stort og småt, der pengemæssigt kræves for at et sådant projekt kan føres ud i livet.
Lone Hansen
> Cykelsti
Ved et møde mellem fællesrådene og Trafik og Veje 12.01.10 var der positive signaler mht. cykelsti langs Borumvej. Der er selvfølgelig ikke lovet noget, men der var forespørgsel om vi kunne være interesseret i at lave en løsning, hvor strækningen bliver delt i etaper, så ser det ud til at det nemmere kan lade sig gøre rent økonomisk.
Det har vi i borgerforeningens bestyrelse besluttet at arbejde med og vi har derfor svaret at det vil vi meget gerne være med til, også påpeget at ca. 40% af en cykelsti fra betonvarefabrikken Dalton til kommunegrænsen = Borum Møllevejs udkørsel til Borumvej/Langelinie øst for Herskind allerede er eksisterende i form af Langelinie gennem Borum og fortsættelse ad Borum Møllevej.
Svar på vores henvendelse til Århus Kommune:
> Borumvej, ønske om cykelstier
Foreningen har i henvendelse, dateret den 2. juni 2009, ønsket at der etableres cykelsti langs Borumvej.
I cykelhandlingsplanen er Borumvej medtaget som en sekundær trafikrute. Størstedelen af oplandsruterne, der forbinder de mindre bysamfund som f.eks. Tilst og Borum, er i dag desværre ikke
udstyret med cyklist-faciliteter.
Kommunens fremtidige indsats vil fokusere på at sikre, at oplandsruterne fungerer som ruter, hvor der er plads og mulighed for at cykle trygt og sikkert, sammen med den øvrige trafik.
Trafik og Veje er bekendt med ønsket om sti langs Borumvej.
Ønsket er medtaget på listen over ønsker om stianlæg i kommunen.
En dobbeltrettet sti på strækningen vil koste mellem 10 og 15 mio. kr.
Til din information kan det oplyses, at Kommunen hvert år normalt afsætter ca. 4,6 mio. kr. til stianlæg samt at der i forbindelse med udmøntning af Kommunens Cykelhandlingsplan er afsat ekstraordinært ca. 65 mio. kr. i perioden 2008 til 2012.
Forslaget til anlægsprogrammet for perioden 2009 – 2012 og forslaget til udmøntningsplan for cykelhandlingsplanen indeholder ikke stier langs Borumvej.
Århus Kommune er opmærksom på de puljer staten har afsat til forskellige formål, herunder fremme af cyklisme.
I forbindelse med indarbejdede projekter, søges relevante statslige puljer. Der holdes løbende øje med alle muligheder for at
ansøge/påvirke øvrige former for puljemidler.
Ansøgningskriterierne er endnu ikke offentliggjorte for alle puljer,
hvorfor ansøgningerne pt. kun er på skitseniveau.
Underskrevet af Peter Thyssen og Niels Schmidt.
|