Borgerforeningen

Borgerforeningen fylder 35 år

Af Peter Poulsen, Lokalhistorisk Arkiv

Om få dage fylder Borum Borgerforening 35 år.

I Arkivets dyb har jeg fundet en gammel protokol frem. Den indeholder et referat af den stiftende generalforsamling 11. maj 1977 skrevet af mig selv og (til alt held) renskrevet af Merete Madsen.

Åh, disse minder…

Måneden før, 5. april, havde Borum holdt et stort borgermøde i forsamlingshuset. Der var nemlig en selvbestaltet komité, der havde været i lag med en rådmand i Århus, og nu ville den gerne have lidt rygdækning. Det tør nok siges, at den fik det. Begge møder var præget af stor entusiasme.

Vagn Jørgensen sagde: ”Det er nødvendigt at presse på over for kommunen, hvis vi vil have noget. Efter kommunesammenlægningen i 1970 har ingen hørt det mindste til Borum og Borum-boernes ønsker. Vi er kun en lille landsby i Århus Kommune og må stå sammen for at blive hørt”.

Vagn blev i øvrigt i nogle få år den eneste formand, som Borum Borgerforening nogensinde har haft. Men sikke et utal af bestyrelsesmedlemmer og ikke mindst udvalg, der har været.

Det hele og en heksefabrik

Hvad har borgerforeningen betydet for Borum? Næsten det hele. For vi er jo stadigvæk et lille landsogn, som Rådhuset og Folketinget ikke interesserer sig det fjerneste for.

Men vi har fået et amatørteater og en cykelsti til Sabro. Vi har afværget en lufthavn og fået kommuneplaner om skovrejsning. Fået bevarende lokalplan og naturbeskyttelse i stedet for at blive bygget om til noget lignende som Harlev, Tilst eller Sabro.

Ja, og Borum har skabt et kor, en boldbane, et arkiv, en sommerfest, et par hjemmesider, gymnastik, filmklub, marked, nytårskoncert, en legeplads, en vejviser – et sammenhold.

I vejviseren kan man ligefrem se, at vi har en ”heksefabrik”.

Udvalg til alle, der gider

Noget er kommet let – andet har krævet kamp.

Idéen med de mange udvalg – noget ret enestående for Borum – stammer helt fra 1977. Det samme gør en lige så unik paragraf i vedtægterne: Når der holdes generalforsamling, skal alle forslag behandles lige på stedet. Det giver ansvarlighed. Modsat andre steder har vi vist aldrig haft en bestyrelse af fastgroede pampere.

I 1977 opstillede generalforsamlingen især tre arbejdsopgaver:
1) Busforbindelser. 2) Noget for børn og unge og 3) Gadelys på Møllevejen. Man må sige, at der sidenhen kom noget mere til.

En forening må der til

Hvem var den selvbestaltede ”kreds af beboere, der i vinterens løb har arbejdet med at få en bedre busdækning af Borum”, som der står?
(Her må lige indskydes, at der dengang kun kørte 6 daglige busture, hvoraf den sidste gik fra Århus kl. 17.45).

Protokollen siger: ”Åse og Leif Lassen, Betty og Vagn Jørgensen, Peter Poulsen og næsten hele kollektivet i købmandsgården”.

Kollektivet? Åh ja, vi var jo i 1970’erne. Også debatten var ret tidstypisk. Nogle af os mente for eksempel, at det egentlig var lidt vel besværligt med forening, kontingentopkrævning og den slags bøvl.

Kunne alle i Borum ikke bare mødes en gang om året og vælge en bestyrelse og så ellers finansiere det hele med et par fester?

Nedstemt! Den idé var lige lovligt avanceret. Det mente blandt andre Jens Munkholm, Holger Dalegaard og Bo Hannestad, der i mellemtiden var kommet med i forberedelses-komiteen.

Så det blev en forening.

Den første bestyrelse: Vagn, Jens, Merete, Holger og Åse med Lone Johansen og Peter som suppleanter.

35 år senere kunne vi sikkert fylde et helt nummer af Sognebladet, hvis der skulle stå navnene på alle dem, der sidenhen har taget en tørn i bestyrelsen og alle udvalgene.

Tak til alle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *